Aikido er en forholdsvis ny kampkunst, med dybe rødder i japansk budo. Grundlagt af Morihei Ueshiba (1883-1969), som først brugte navnet aikido efter anden verdenskrig.
Som vi træner, er det en undersøgelse med krop, psyke og bevidsthed af muligheden for at leve fredeligt uden at blive eller skabe ofre. Dette foregår gennem åndedrætstræning, forståelse af sammenhængen mellem krop, psyke og bevidsthed og kropslig træning med og uden partner, hvor vi lærer at håndtere stress på en afmålt og kontrolleret vis.
Vi skiftes til at angribe (være uke) og implementere teknikker (være nage) og øger intensiteten så den passer til det niveau, vi hver især måtte befinde os på.
Vi træner i en opmuntrende og munter atmosfære.